Kjære Hr Elling!
De maa venligst tilgive
at jeg har ladet Dem
vente saa længe paa de
önskede Oplysninger.
Jeg har været i den grad
optaget af forskjellige Ting
som jeg ikke turde lade
blive liggende, at jeg næsten
glemte at jeg har et Skrive-
bord. Lad mig strax be-
svare de direkte Spörgs-
maal. 1: Jeg forlod Norge
St. Hansdag 1862. 2: Hos
Arnold fik jeg Undervisning
omtrent 1 ½ Aar 1860-61,
dog mindre i Harmonilære
end i Foredrag. Han interes-
serede sig nemlig stærkt for
Violinspilleren Svendsen,
og gjennemgik samtlige Violin-
og Klaversonater af Beethoven
og flere af Mozarts do med
med mig. Tillige fik jeg An-
ledning hos ham til at spil-
le Kvartetter – særlig Mozart -,
og da han var en uforlig-
nelig Foredragsmester.*) baade
i praktisk og aandelig Hen-
seende, lærte jeg hos ham
en stor Del af det, som blev
grundlæggende for hele min
kunstneriske Fremtid.
At min Fader begyndte
[I venstre marg]:
*) Den ypperligste jeg har kjendt.
at give mig Undervisning
i Violinspil da jeg gik i
mit 9de Aar, og tidlig
indprentede mig Sans for
ren Intonation og rytmisk
Klarhed, tör jeg ikke for-
bigaa. Ole Bulls Spil, og
navnlig hans Behandling
af norske Melodier og Danse
virkede ogsaa stærkt betagende
og vækkende paa mig,
men det störste og dybeste
Indtryk fik jeg dog af de
Beethovenske Symphonier
som dengang kom frem
i de daværende Abonements-
konserter under Conradis
Ledelse.
Det var med denne musikalske
Baggage jeg begav mig paa
Langfærd. Under meget vex-
lende Omstendigheder, snart
som Solospiller snart som
Medlem af reisende Selska-
ber, snart som Lærer o.s.v.
berejstes en Del af Sverrig
og Nordtyskland, indtil
jeg en vakker Dag stod
fast, uden Engagement
uden Penge, og uden at
vide hvorhen. Det var i
Lübeck. Lykkeligvis traf
jeg der en höjsindet og varm-
hjertet Mand, den norsk-
svenske Konsul Dr Leche,
-Svensker- som ikke
allene reddede mig ud
af den öjeblikkelige Nöd,
men optog mig i sit Hus
og behandlede mig som en
Sön og tilsidst bevirkede,
at jeg med Understöttelse
fra Kong Carl kunde be-
give mig til Leipzig,
hvor nu Studierne kunde
begynde for fuldt Alvor,
frigjort som jeg var for
Madstrævet. Behöver jeg
at tilföje at Leipziger
Opholdet, som varede
godt og vel 3 1/2 Aar,
baade var den lykke-
ligste og frugtbareste
Periode i mit Liv.
-
Verte!
Jeg sluttter her idet jeg
gaar ud fra, at min
kunstneriske Gjerning
fra nu af er tilstræk-
kelig bekjendt. Skulde
der imidlertid være et
eller andet Punkt som
De maatte önske Op-
lysning om, saa staar
jeg til Tjeneste.
Tillad mig at fremsætte
et Önske. Jeg vilde
sætte stor Pris paa
at De stærkt frem-
hæver Arnolds Betyd-
ning for mig, og at
De iligemaade omtaler Konsul
Leche – som indtil sin
Död var min faderlige Ven
i Ordets mest udstrakte
Betydning – med al mulig
Varme. - - -
Se saa! nu maa det
være nok for i dag.
Idet jeg endnu engang
beder Dem om at tilgive
disse Liniers sene Frem-
komst beder jeg Dem om
at modtage en hjertelig
Hilsen fra Deres
hengivne
JSvendsen.
Apropos!
I dette Øieblik er det
mig umuligt at opgive
hvilket er mit 25de Opus.
Men jeg antager med
temmelig Bestemthed at
det er Kantaten jeg
skrev til Wergelands-
Statuens Afslöring.
JS.
Endnu et Apropos!
Agter De at udgive de af
Dem samlede norske Folke-
melodier?